Motornyheder fra Italsistem.

2001 var ikke noget godt år for de Italienske motorfabrikanter. Næsten alle kan berette om faldende marked og faldende salg af de traditionelle to-taktsmotorer til nationale og internationale klasser. Selvom der år for år kan registreres stigende interesse og øget deltagerantal i de internationale mesterskabsklasser, har denne fremgang ikke medført tilsvarende salgsfremgang. Årsagen er svigtende salg til de mange hobbykørere, der indtil for få år siden ikke havde andre muligheder end at anskaffe samme udstyr som anvendes i mesterskabsklasserne.

Fremkomsten af neddroslede konceptmotorer med automatisk svingkobling, selvstarter og ikke mindst forbedret holdbarhed har givet hobbykørerne nye muligheder. Hobbykørere interesserer sig normalt ikke for teknik og motorvedligeholdelse, de vil ikke bruge tiden til at tilkøre stempler - de vil hellere køre race. Derfor har Futuraklassen fået den fremgang, som den fik i 2001, og derfor har der været en tilsvarende nedgang i de traditionelle racingklasser med højtydende to-taktere.

De fleste Italienske fabrikker har set udviklingen, men er kommet lidt sent i gang og har ikke rigtig formået at generobre de tabte markedsandele. Da Italienere nu engang er som de er, har de også svært ved at kaste deres kærlighed på "neddroslede husholdningsmotorer", når der stadigvæk er tonsvis af uudnyttede muligheder for at sætte nye tuningsrekorder på "literydelsen" og "middelstempelhastigheden" i motorerne til de internationale mesterskabsklasser. Uanset hvad hobbykørerne mener og efterspørger, så er prestigen, interessen og kærligheden til det internationale mesterskabscirkus bevaret intakt. Det skal i den forbindelse lige understreges, at tuningsgraden på en international Formel Super A-drejeventilmotor ligger noget over tuningsgraden på de bedste Formel 1motorer.

Udviklingen er med andre ord ikke gået i stå. Vejen ud af krisen er at videreudvikle, så motorerne bliver bedre end konkurrenternes. Så selvom 2001 var internationalt homologeringsår, fortsætter udviklingen inden for rammerne af de nuværende homologeringer med uændret hastighed.

Italsistem har arbejdet meget med den velkendte stempelstyrede motor, der sidste år vandt DM i POP1-klassen og en afdeling af EM i Junior ICA. Ifølge fabrikkens målinger har de opnået en bruttoforbedring på 4 kW i området fra 6000 til 16000 omdrejninger pr. minut (11 målinger). Forbedringerne er primært opnået ved ændringer i skyllekanalerne og en marginal forøgelse af omdrejningstallet.

Italsistem har endvidere forbedret indsugningen på reed-motoren. Ifølge fabrikken har dette især medført forøget tophastighed og mellemområde uden at miste bundtræk. Forbedringen er dog ikke dramatisk. Det drejer sig om 3 kw i området fra 7000 til 17000 omdrejninger pr. minut (11 målinger). Det bliver spændende at følge, hvordan det går motorerne ved de første forårsløb i Lonato og Parma.

I SONDER RACINGS eget værksted er der ikke sket så meget. Den gamle prøvebænk er solgt, og en ny prøvebænk med udstyr til vandkølede motorer er ved at blive installeret. Idéer til forbedringer mangler ikke. Det er SONDER RACING's forventning, at vi kan leveren en effektstigning, der er mindst lige så stor som fabrikkens forbedringer.

Når vi kommer ud at køre, er der nogen, der får baghjul.

SONDER RACING ønsker alle kunder en rigtig god sæson i 2002.