Introduktion til Mirage Revolution 1
Verden bevæger sig. Hvert år bliver Formel 1 bilerne en tand hurtigere. Det internationale bilsportsforbund FISA vedtager hele tiden nye begrænsninger, men alligevel bliver der hvert år sat nye banerekorder. Sådan er det også i Kartingsporten. Sidste år kunne vi præsentere Mirage Evolution 4, der var en videreudvikling af et rammekoncept med stor central stivhed. Det er SONDER RACING's overbevisning, at der ikke kan laves bedre rammer baseret på dette koncept, hvad 2001-resultaterne da også klart dokumenterer. Til trods for at kun ganske få kørere har valgt at køre Mirage, blev Evolution 4 karten den mest vindende kart i 2001 i de nationale klasser på hårde dæk (3 sejre i POP 2 inklusive et Københavnsmesterskab, 7 sejre i POP 1 inklusive Danmarksmesterskabet 2001, 9 sejre i Old Boys herunder en triplesejr i Statoil Cup, 2 sejre i National A og 1 sejr samt mange pokaler i Futuraklassen).
Hvis verden fortsat skal bevæge sig, skal der derfor findes et nyt og bedre koncept. Det har SONDER RACING nu fundet. Produktet, der har fået navnet Mirage Revolution 1, repræsenterer et tigerspring i den globale opfattelse af, hvordan en kartramme skal bygges (som dengang Formel 1 gik over til centralmotorer).
Der er en historie bag alle revolutionerende opfindelser. Historien bag Mirage Revolution begynder samtidig med åbningen af Hedeland-banen. En af SONDER RACINGs mangeårige stamkunder, som kører en tidlig Mirage kart med en urgammel luftkølet reed-motor, kørte røven ud af bukserne på alle de tilstedeværende, topambitiøse Old Boys chauffører med helt nye rammer, nye dæk, vandkøling og alle de bedste fiduser. Den pågældende hobbykører manglede ganske vist et par kilo til den foreskrevne vægtgrænse, men ikke så mange at det kunne forklare farten. Efter et nærmere studium af karten og dens opsætning, blev opsætningen naturligvis kopieret af de mere ambitiøse kørere. Det gav da også lidt bedre omgangstider, men stadigvæk ikke nok til at matche hobbykørerens tider.
Medarbejderne i SONDER RACING gik derfor i tænkeboks. Hvad var det for særlige egenskaber ved denne Mirage kart, der gjorde den så uforskammet hurtig på Hedeland-banen. Overvejelserne var temmelig omfattende og inkluderede bl.a. rørtype, rammegeometri, rammestivhed, styregeometri, banens særlige karakteristika mm. Konklusionen på overvejelserne blev, at det nuværende koncept formentlig kunne forbedres, hvis rammen generelt fik mindre bøjningsstivhed kombineret med større dæmpning af hjulbevægelserne og bedre mulighed for at hjulene kan arbejde uafhængigt af hinanden.
De overordnede krav til det nye koncept blev oversat til en praktisk løsning. Løsningen blev lynhurtigt implementeret på SONDER RACINIGs rullende kartlaboratorium, som påny måtte finde sig i at blive savet over og svejst forskellige steder. Allerede ugen efter, var det nye koncept klar til afprøvning.
Først blev karten prøvet med den oprindelige stivhed og det gav samme tider som ugen før. Så blev den svejste forbindelse midtpå erstattet af en gummidæmpet forbindelse. Det gav 0,5 sek. forbedring. Så blev tværstiveren bag sædet savet over, Det gav yderligere 0,3 sek. Så blev den aftagelige tværstiver bag bagakslen drejet til vandret (blødeste stilling). Det gav yderligere 0,2 sek. Til sidst blev tværstiveren fjernet helt. Det gav ikke nogen toptidsforbedring, men tiderne blev mere konstante og samtidig blev karten mere rolig og behagelig at køre - især i det ujævne venstresving. Det var en god dag. En bruttoforbedring på 1 sek. på karten alene samtidig med mere konstante tider finder man ikke hver dag.
Spørgsmålet var nu om resultaterne kunne overføres til andre baner og/eller andre vejrlig. SONDER RACING har i den forløbne sæson gennemført grundige afprøvninger af karten i tørvejr på følgende baner: Hedeland, Rødby, København og Ikast. På de 3 førstnævnte baner er konklusionen entydig og overbevisende: Revolution konceptet er alt andet overlegent. Kun på Ikast-banen lykkedes det ikke at finde den optimale opstilling, men karten var hurtig nok til at vinde i kvaliheatene. I vådt føre er karten testet på følgende baner: Hedeland, København og Rødby. Konklusionen er at karten fortsat er en god regnvejrskart, men at den er mere følsom overfor upræcis opstilling end det gamle koncept. Dette kan dog modvirkes ved at erstatte den gummidæmpede forbindelse med en fast forbindelse, hvorefter karten i regn opfører sig præcis som før modifikationen, dvs. fremragende.
Det næste spørgsmål var, om andre kørere ville have samme positive oplevelse af kartens egenskaber som testkøreren. SONDER RACING inviterede derfor nogle af stamkunderne til at prøve karten på Hedeland-banen ugen efter DM-revanchen. Kommentarerne fra de 3 kørere var henholdsvis: "Man skal lige vænne sig til den, men så oplever man at karten kan presses meget mere, end man tror. Hvis jeg fik sat sædet, som i min egen kart, og fik lidt mere tid ville jeg kunne køre endnu hurtigere"(0,2 sek. fra egen banerekord). Nr. 2: "Den kører altså godt. Selv når man kører hårdt på curberne, så svæver den bare hen over dem" (ny personlig banerekord). Nr. 3: "Den kører helt anderledes. Den ligger bare i svingene" (ny personlig banerekord på 4. omgang). Direkte adspurgt om det var en god idé at starte en produktion af Mirage Revolution 1 var alle enige om, at det var det.
Sidste spørgsmål var om karten kunne produceres, og om SONDER RACING havde det nødvendige produktionsudstyr. Der var nogle tekniske problemer med bukning af rammerør i U-form med tilstrækkelig præcision. Der skulle også findes en praktisk løsning på styregeometrien, som både funktionelt og designmæssigt virker rigtigt. Endelig blev der lagt stor vægt på mulighed for genbrug af de fleste af komponenterne. SONDER RACING har nu fundet løsninger på alle spørgsmål, og kan derfor fra næste sæson tilbyde en kart, hvis køreegenskaber overgår alt, hvad der hidtil er set.
Straks i det nye år vil der her på hjemmesiden komme en nærmere præsentation af Mirage Revolution 1, herunder naturligvis billeder samt en teknisk gennemgang og forklaring af de særlige fordele ved det nye rammekoncept.
Mirage Revolution 1 karten vil kun blive produceret i begrænset antal. SONDER RACING har allerede modtaget en hel del forudbestillinger og de resterende eksemplarer vil fortrinsvis blive reserveret til virksomhedens stamkunder. Hvis man ikke tidligere har kørt Mirage og planlægger anskaffelse af Mirage Revolution 1 i 2002, er det derfor en god idé, at bestille allerede nu.
Se også løbsreferater på www.kart-team.dk