Resultaterne ruller ind

Rasmus Haugaard (Birel/Italsistem) vandt 1. finale ved ICA-Junior EM i Thy. Hvis ikke Rasmus havde haft uheld i 2. finale, ville han efter al sandsynlighed have vundet sammenlagt. SONDER RACING ønsker hjertelig tillykke med den fornemme præstation. Ved Statoil Cup i København var der i Old Boys klassen 3 Mirage kørere på de første 3 pladser. Tillykke til Jan Faurschou (vinder) og Erik ”Knasthus” Christensen (treer). I POP2 stod der Italsistem på de 2 første pladser. Tillykke til Kim Mortensen og Christian Faurschou.

Søslaget ved Roskilde Lufthavn

SM-2001 blev afviklet på en underlig selvmodsigende måde. Først 3 kvalifikationsløb, der sammenlagt talte til startopstillingen i finalen. Så ét finaleløb på Hedeland-banen, hvor alle 3 heat talte lige meget. Løbsformen favoriserer i alt for høj grad deltagelse/stabilitet fremfor hastighed og kamp – altså kedelige småuretfærdige løb. Hvis man er forhindret i et af kvalifikationsløbene (eller som i Korsør  ikke får adgang) bliver man straffet med 0 point, hvor sidste løbsdeltager typisk får mindst 75 point. Når der er mange kørere, som f.eks. i Futura-klassen, kan en manglende løbsdeltagelse eller et uheld meget let betyde, at man rykker langt tilbage i startrækken og så er det meget svært at vinde med alle 3 finaleheat vægtet lige.

Straks fra starten lørdag morgen stod det klart, at vejret enten blev vådt eller halvvådt. Kim Mortensen vandt POP2, men Kasper Marx havde de hurtigste omgangstider, og hvis Kasper ikke havde snurret for enden af langsiden i sidste heat, var han blevet en sikker nr. 2. I POP1 blev Michael Holm Marcussen nr. 2. Både Stefan Andersen og Lasse Hulstrøm var en overgang med helt fremme, men havde ikke helt styr på dæktrykket, og måtte tage til takke med sekundære placeringer.

Også om søndagen, hvor det enten var meget vådt eller syndflod, drillede dæktrykket. Bedst styr på tingene havde Futura-kørerne, hvor Henrik Büchner, Klaus Jensen (15 kg overvægt) og Eva Søndergaard sluttede som henholdsvis nr. 4, -8 og –11. Det skal dog nævnes, at Eva startede sidst af de 32 deltagere og i 2. heat kørte sig fra sidstepladsen op til 12-pladsen (gennemsnitlig mere end 2 overhalinger pr. omgang) og undervejs satte absolut hurtigste omgangstid af alle. Også i Old Boys og National A blev der eksperimenteret med dæktryk, men det var kun Jan Faurschou, der ramte noget brugbart – og det var desværre ikke før i sidste heat. Men der virkede det til gengæld. Her var Jan hurtigste mand af alle (inklusive National A) og var da også i vild kamp om førstepladsen med Leif Saron, der blev passeret som om han var luft, og Claus Birkbak, der måtte tage hele banen i brug for at holde Jan bag sig. Desværre blev Jan for ivrig og måtte en tur i botanikken efter et kikset overhalingsforsøg, og det kostede den samlede andenplads. Jan sluttede på fjerdepladsen med samme pointtal som nr. 3.

Københavnsmesterskabet

 I POP2 vandt Christian Faurschou sit første mesterskab. SONDER RACING ønsker hjertelig tillykke. I POP1 var det Lasse Hulstrøm, der viste flaget. Lasse, der kørte sin Mirage kart for første gang  (har dog kørt Italsistem motor længe), blev en meget sikker nr. 2, og var direkte uheldig med ikke at vinde, idet han var foran flere gange. I Old Boys var Jan Faurschou en overgang i spidsen af løbet, men måtte i finalen desværre udgå fra en 3. plads med defekt udstødningsbøjning. Undervejs satte Jan – som sædvanlig – hurtigste omgangstid af alle.

Se også løbsreferater på www.kart-team.dk

 

A karting technical learning and information resource helping you to WIN